Akrobatik er en holdsport, hvor der er stort fokus på styrke, smidighed og samarbejde. Eleverne skal være fyldt 8 år, men kan sagtens være f.eks. 25 år. Her er det ikke vigtigt, at alle har samme alder.
Akrobatik kræver en grundig opvarmning, så kroppen er varmet godt op og klar til de udfordringer, som vi giver den.
Udover vejrmøller, broer, håndstand, hovedstand, spagat og split, så bruger vi rigtig meget tid på diverse tricks i grupper af 2, 3, 4 osv.
For at blive en dygtig akrobat og et dygtigt hold skal man have tålmodighed, da mange tricks kræver mange gentagelser. Og da det er en holdsport, hvor vi er afhængige af hinanden kræves det ligeledes, at træningen passes.